I know – mega nørdet overskrift – men det føles som en kæmpesejr, at jeg har fået lov at stille mere eller mindre generelle spørgsmål til Arbejdstilsynet i en sag om anerkendelse af en erhvervssygdom.
Normalvis skal man dokumentere konkrete omstændigheder for at løfte sin bevisbyrde, hvilket er et kæmpeproblem i erhvervssygdomssager.
Problemet
Hvordan beviser man eksempelvis, at man for 15-20 år siden har løftet 8-10 tons dagligt, når virksomheden borte, eller der ikke er medarbejdere tilbage fra dengang, som kan redegøre for løftemængder mv. – Ja, jeg kan love for, at det kan give grå hår i hovedet!
Jeg har i en konkret sag fået lov at stille spørgsmål af mere generel karakter og om visse arbejdsbeskrivelser og vægtangivelser er mere eller mindre sandsynlige.
Og hvorfor pokker har jeg fået lov til dette?
Svaret skal findes i loven og forarbejderne til loven.
Lidt om bevisbyrde i sager om anerkendelse af erhvervssygdomme
Det fremgår af Arbejdsskadesikringslovens § 8 en formodningsregel – ” En person, der har pådraget sig en sygdom, som er optaget i fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. § 7, stk. 1, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.”
Erhvervssygdomsfortegnelsen består jf. Arbejdsskadesikringslovens § 7 af ” 1) Sygdomme, som efter medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde.”
Baggrunden for bestemmelsen fremgår af Folketingstidende 1975-1976 tillæg A, sp.3393-3402.
Det fremgår af de særlige bemærkninger spalte 3399:
”..forslås indført en definition af begrebet: sygdomme, som giver ret til ydelser efter loven. Som en nedre grænse fastslår definitionen, at der skal være tale om sygdom, fremkaldt af en skadelig påvirkning, som bestemte persongrupper i deres erhvervsmæssige arbejde har større risiko for at blive udsat for, end den øvrige befolkning. Heri ligger, at pågældende sygdom erfaringsmæssigt typisk rammer personer i et bestemt erhverv fremfor personer uden for dette erhverv”.
Det har således været lovgivers hensigt, at erhvervssygdomme som ”erfaringsmæssigt” rammer bestemte personer indenfor bestemte erhverv, skal have anerkendt deres skader som arbejdsskader.
Det fremgår indledningsvist af spalte 3397:
”Den begrænsede fortegnelse synes derfor at burde afløses af et system, som generelt anerkender enhver erhvervsbetinget sygdom. Endvidere er det ikke fundet rimeligt, at arbejdstageren som nu skal godtgøre, at sygdommen er erhvervsbetinget. Derimod har arbejdsgiveren en ret til at godtgøre, at sygdommen i påkommende tilfælde ikke er erhvervsbetinget”.
Der er i systemet også indbygget en rimelighed, hvorved hensynet til arbejdstager er, at denne ikke generelt skal gå og sikre sig dokumentation for sit arbejde, hvorfor der i loven netop er indarbejdet en formodning for at lidelsen skal erkendes, hvis der erfaringsmæssigt – altså generelt og ikke konkret – er evidens for årsagssammenhæng mellem sygdom og påvirkning.
Højesteret dommer Jørgen Nørgaard anfører i U.1993B220 en kommentar til U.1993.226H, som et af de vigtige elementer i dommen,
”På baggrund heraf og på baggrund af de lægelige erklæringer i sagen, som klargjorde, dels af S’s arbejde hos anpartsselskabet ingenlunde gjorde det utænkeligt, at han havde fået sin ryglidelse af de mange års belastninger, dels at S ikke havde nogen medfødt lænde/rygsygdom, måtte det være Ankestyrelsens sag at sandsynliggøre, at der var andre årsager til S’s rygsygdom, af hvad art det måtte være ‐ overdreven havegravning, dyrkelse af kampsport m.v”
”og dels er det ikke i nogen henseende hensigtsmæssigt ‐ heller ikke retsøkonomisk ‐ at gøre det til arbejdstagernes sag løbende at sikre sig bevis for deres arbejdsforhold, jf. herved også lovens § 20 om Arbejdsskadestyrelsens beføjelser i henseende til at skaffe sagerne oplyst. Som sagen stod efter de afgivne forklaringer, ”Rygnotatet” og de lægelige erklæringer, måtte bevisbyrden som nævnt ‐ ”nu” ‐ være Ankestyrelsens”
Der er således også antaget i praksis, at skadelidte/ arbejdstager alene skal dokumentere, at det ikke er ”utænkeligt”, at han har pådraget sig skaden via arbejdet.
I samme forbindelse fremhæves også, at det er arbejdsskademyndighederne, som har pligten til at oplyse sagen, hvormed må forstås at manglende iagttagelse af denne pligt må komme arbejdsskademyndighederne til skade.
Det er altså den specielle bevisbyrde i erhvervssygdomssager, som gør at de mere generelle spørgsmål kan være relevante.
Hvorfor Arbejdstilsynet?
En erklæring fra Arbejdstilsynet vil have betydning for at løfte bevisbyrden i sagen, idet Arbejdstilsynet har den fornødne sagkundskab til at udtale sig generelt om arbejdsforholdene i de forskellige brancher.
Herudover vil Arbejdstilsynet også konkret kunne udtale sig om hvorvidt oplysningerne i sagen, sandsynligvis er korrekte eller ej.
Man vil også kunne forstille sig, at andre instanser vil kunne udtale sig, men eksempelvis brancheorganisationer o.lign. vil typisk ikke være uvildige.
….. Bliver resultatet godt?
Det er for tidligt at udtale sig om, men det er dog en lille sejr overhovedet at få lov at stille spørgsmålene, så det er første skridt på vejen.