Vi arbejder selvfølgelig ikke gratis, men det gør andre rådgivningsfirmaer heller ikke.
Som advokater er vi bundet af en lang række regler, som både giver dig sikkerhed og rettigheder. Jeg bliver derfor lidt provokeret, når jeg får skudt i skoen, at advokater er for dyre og det er billigere “bare” at hyre et rådgivningsfirma med speciale i personskader.
Ja, advokater har nogle dyre løsninger – vi SKAL betale for en ansvarsforsikring, vi SKAL betale medlemskab af Advokatsamfundet, vi SKAL deltage i efteruddannelse, vi SKAL holde dine penge på særlige klientkonti og vi SKAL leve op til de advokatetiske regler.
Det er garantier, som du får, hvis du hyrer en advokat, men som du ikke ved, om du får hos andre rådgivningsfirmaer.
Det betyder….
ADVOKATER har en cand.jur. uddannelse (5 år på universitetet) samt 3 års advokatuddannelse.
Vi er som advokat FORPLIGTET til, at tegne en advokatansvarsforsikring på minimum kr. 2.500.000 pr. advokat pr. år – du vil altid kunne finde oplysninger herom på vores hjemmesider, det skal vi nemlig oplyse om. Hvilket er en god sikkerhed, HVIS der skulle blive lavet en fejl. Rådgivningsfirmaer skal ikke have en ansvarsforsikring, så du kan risikere, at der ikke er nogen til at betale, hvis der sker en fejl.
Vi SKAL som advokater være medlem af Advokatsamfundet, hvilket betyder, at du har et sted at klage over salær og adfærd.
Vi SKAL EFTERUDDANNE os ellers mister vi retten til at kalde os advokater. Vi skal på 3 år mindst har 54 undervisningslektioner.
Vi skal holde dine erstatningsmidler på særlige KLIENTKONTI, og pengene må således ikke blandes sammen med vores egne virksomhedsmidler. Du er derfor sikret, at pengene ikke bare forsvinder. Vi bliver herudover hvert år af en registreret revisor tjekket, om vi nu også holder pengene adskilt, som vi skal.
De ADVOKATETISKE REGLER betyder også, at vi skal oplyse om vores priser og omkostninger, samtidig med at vi samlet set ikke må opkræve mere end hvad der må anses for rimeligt. Vi må eksempelvis IKKE indgå aftale om en procentvis del af erstatningen – vi må godt love et loft på vores honorar, men ikke tage for mere arbejde end vi har udført.
Herudover har vi RET TIL AT MØDE I RETTEN, hvilket betyder, at vi ikke opgiver din sag, “bare” fordi, at nu skal der stævnes og det bliver til en retssag.
Salæret hos en advokat er ikke nødvendigvis større end hos et rådgivningsfirma, men du får tilgengæld en lang række af sikkerheder…. Det er også noget værd.