Som selvstændig er du ikke automatisk dækket ved arbejdsskader

Det er nemlig frivilligt, om du vil være dækket i tilfælde af arbejdsulykke eller erhvervssygdom.

Det er dog nok en af de billigste “erhvervsevnetabsforsikringer”, som du kan tegne. Den gælder selvfølgelig kun, hvis skaden sker, mens du er på arbejde, tilgengæld er der udbetaling allerede fra 15 % erhvervsevnetab, men en ret god handel, hvis uheldet skulle være ude (også selvom sagsbehandlingstiden er mildest talt forfærdelig lang).

Vær iøvrigt opmærksom på, at der findes TO typer af arbejdsskader – arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Arbejdsulykker får du dækket via et arbejdsskadeforsikringsselskab, mens erhvervssygdomme dækkes, hvis du er omfattet af AES’ ordning. Du skal med andre ord tegne dækning to steder, hvis du skal være dækket i begge tilfælde.

(Erhvervssygdomme er typisk nedslidning, arbejdsudløst kræft, allergier o.lign.)

Hvornår er man så “selvstændig” i lovens forstand?

Hvis du driver en enkeltmandsvirksomhed, interessentskab (I/S) eller kommanditselskab (K/S), så er du “selvstændig” og skal tegne en særskilt forsikring.

Driver du virksomhed i IVS, ApS eller A/S form, så er du “ansat” – også selvom du er direktør – og dermed omfattet af den almindelige arbejdsskadedækning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *