Manden er jo død, hvorfor er det ikke nødvendigvis drab?

En – lad os kalde ham Peter – var inde og se en retssag. En mand var død – slåskamp med en kniv. Peter undrede sig over, at forsvareren argumenterede for, at der var tale om vold med døden til følge og ikke drab.

“Hvad er dog forskellen? – Manden er jo død?!”

Fortsæt – hensigt til at…

I straffesager kan man kun dømmes, hvis man har haft fortsæt til den pågældende handling (medmindre der i loven står, at man kan dømmes for uagtsomhed). Fortsæt – det vil sige, at man har ønsket at den pågældende handling skulle ske. I det her tilfælde er diskussionen, havde den tiltalte  “haft til hensigt” at manden skulle dø. Havde den tiltalte derimod ikke haft til hensigt, at manden skulle dø men kun haft til hensigt, at han skulle have nogle tæsk, så er det “kun” vold, som han kan dømmes for.

Det er meget svært at finde ud af, hvad tiltalte har tænkt eller indset på det tidspunkt, at han udførte handlingen, så derfor ser man altid på omstændighederne iøvrigt.

  • Havde tiltalte eksempelvis sendt nogle SMSer, det kunne være noget i retning af “du skal dø” – så “lugter” det af fortsæt til drab.
  • Havde tiltalte stukket 1 gang eller 10 gange – en gang kan være et uheld, mens 10 gange næppe er det.
  • Hvad fortæller vidnerne, hvad så de? En aggressiv som bevidst gik efter afdøde eller opførte tiltalte sig som om, han faktisk forsøgte at undgå situationen og blev presset af afdøde?

Om der er fortsæt til det ene eller andet er således en afvejning.

Og hvorfor er det vigtigt, om det er den ene eller anden paragraf?

Og hvorfor er det så vigtigt, at gå op i om man dømmes for drab eller vold med døden til følge – ja, det er selvfølgelig pga. af straffen. Drab kan udløse livstid, hvorimod vold med døden til følge “kun” kan udløse op til 10 års fængsel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *